Emotionelt drama

Føler du dig som kvinden på billedet her – alene på en rejse?

At være ufrivillig barnløs er et emotionelt drama, der berører alle dele af livet. Vores relationer, vores arbejde, vores økonomi, altid vores syn på os selv og ofte vores holdning til meningen med livet og døden.

Det er svært. Ja, det er rent ud sagt en møg-situation. Men når nu vi står der, så må vi se, hvad vi kan gøre, for at komme omkring det på bedst mulig vis. Helst uden at efterlade et emotionelt regnskab, der skal betales bagefter.

Det hele starter med kommunikation.

Både den du har med dig selv og de mennesker, der er i din verden.

Ensomhed og isolation er ofte en tro følgesvend til ufrivillig barnløshed. Jeg husker tydeligt, fra de fire år jeg var i behandling, hvor svært det var at tale om min situation.

Den stigende ensomhed jeg oplevede undervejs, handlede ikke om manglede støtte fra mine nærmeste. Den handlede mere om, at jeg ikke anede, hvordan jeg kunne kommunikere omkring min situation
 – og den gang troede jeg faktisk på, jeg skulle klare alting selv.

For mig var det umådelig svært at finde vej til de ord og handlinger, der kunne forløse ensomheden og gøre det svære en smule lettere at bære.

I stedet brugte jeg den strategi, jeg kendte bedst til. Jeg kvindede mig op. Smilede og sagde tillykke til de gravide kvinder, jeg mødte på mig vej. Jeg passede mit job, min familie og holdte alt det svære ud i strakt arm.

Jeg anede ikke, hvad jeg ellers kunne gøre.

Jeg turde ikke læne mig ind i min sårbarhed og fortælle om de følelser, der rørte sig inden i mig.
Ja, jeg turde faktisk ikke engang fortælle det til mig selv.

Dybest set vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle gøre det.

Heldigvis er jeg blevet klogere, for jeg kan godt afsløre, at det ikke er en strategi, jeg vil anbefale til dig.

Det vi gemmer væk på bunden af sindets skuffer og skabe forsvinder nemlig ikke af sig selv. Tværtimod. Det har det med at slå rod og dernæst brede sig ud i alle livets kroge.

Følelser er nemlig ikke selektive. Vi kan ikke bare gemme de følelser væk, vi ikke gider at føle. For når vi pakker de mørke følelser væk, lægger vi samtidig låg på de lyse. Glæden, begejstringen og grinet forsvinder, når vi ikke også rummer sorgen, fortvivlelsen og vreden.

Og så mangler vi noget på livets farvepalet, for at kunne leve et helt liv. Også selvom det til tider er et svært liv.

Hvorfor fortæller jeg dig det her?

Det gør jeg, fordi jeg har talt med så mange kvinder, der lige nu står med samme følelse af ensomhed og isolation, som jeg gjorde den gang. Og jeg ved, at det ikke behøver at være sådan.

Det hele starter med, at du begynder at kommunikere omkring det, der er svært. I første omgang til dig selv og din partner eller nærmeste ven.

Måske er det uvant for dig, sådan som det var for mig engang. Men det er en vej til at få det bedre.

Prøv lidt ad gangen – et lille skridt og så er du på vej..

På et senere tidspunkt vil jeg godt fortælle dig om, hvordan du kan kommunikere med de mennesker, der ellers er i din verden. Du har sikkert allerede opdaget, at det ikke altid er så let.

Hvis ikke man selv har kæmpet med barnløshed, ved man ikke, hvordan det er at stå i den situation, og så kan det være rigtig svært at vide, hvordan man støtter dig bedst.  

Når du tumler med svære tanker og følelser, kan det i første omgang hjælpe dig at skrive om det.

Den Amerikanske forsker James Pennebaker står bag spændende forskning, der viser, hvordan skiveprocesser kan hjælpe os med at få det bedre, når vi undersøger vores følelser gennem skrift.

Pennebaker mener, at vores hjerner er indrettet til at prøve at forstå de ting, der sker for os. Når vi undersøger svære oplevelser og følelser gennem skrift, bliver de mere håndgribelige og klare for os. Derved får vi det bedre.

Hans forskning peger desuden på, at skriveprocesser kan være med til at dæmpe symptomer på depression og angst og samtidig styrke vores immunsystem.

En vigtig pointe er også, at når du får større klarhed over de tanker og følelser, der fylder hos dig, bliver det nemmere for dig at fortælle os andre, hvordan det er at være dig, og hvad du har brug for. Og det er et vigtigt skridt mod at få det bedre psykisk.

Formålet med øvelsen er kort sagt, at du undersøger og udtrykker det, der fylder i dit hoved og rører sig i dine følelser, fordi det hjælper dig med at få en større forståelse for dig selv. Dermed hjælper det dig også, med bedre at kunne fortælle os andre, hvordan du har det og hvad du har brug for.

Skriv gerne et par gange om ugen eller oftere hvis du har behov for det.

Expressive writing 

Find et sted hvor du kan sidde uforstyrret.

Find papir og blyant frem. Jeg vil anbefale dig at skrive i hånden, da det er en mere fri proces.

Skriv uafbrudt i 15 minutter. Skriv lige det der falder dig ind. Hvis du går i stå, kan du gentage det, du allerede har skrevet, indtil du finder et nyt spor.

Du skal ikke bekymrer dig om grammatik, stavefejl eller indhold. Nogle gange vil dit skriv ende ud som en historie, andre gange vil der ingen struktur være på. Det har ingen betydning.

Giv slip, ret dit fokus på dine følelser og tanker. Forhold dig nysgerrig og undersøgende til dem, mens du skriver.

Du skal ikke dele det, du skriver med nogen. Hvis du er bekymret for, om nogen ser det, så smid papiret ud eller gem det.

Giv dig selv lidt tid til at reflektere over det du har skrevet bagefter.
Gør det gerne mens du gør noget godt for dig selv. Gå fx en tur, drik en god kop kaffe eller te, hør musik eller hvad du nu holder af.
Det kaldes selvomsorg, og det er vigtigt at praktisere – særligt når man har det svært.

Måske får du lyst til at dele noget af det, du har skrevet med en, der står dig nær.

Måske er det nok, at du i første omgang bruger øvelsen til at opstå større klarhed selv. Men jeg vil anbefale dig, at du også prøver at åbne lidt op overfor en der står dig nær, og er tryg ved.

Du kan jo starte med at fortælle, at du har lavet skriveøvelsen og hvilke følelser, det satte i gang hos dig.

Ensomheden skrumper nemlig en lille smule, når vi deler det svære.

Jeg tror på åbenheden. Ikke til hvem som helst og hvor som helst. Men jeg tror på, at du får det bedre, hvis du tør at læne dig ind i sårbarheden, græde de tårer der presser på, og bede de rette mennesker om at hjælpe dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.